Most recent comments
Liveblogg nyttårsaften 2017
Tor, 5 months, 2 weeks
Jogging og blogging
Are, 1 year, 5 months
Liveblogg nyttårsaften 2016
Are, 1 year, 5 months
Reading in dark times
Are, 1 year, 7 months
Moldejazz 2016
Camilla, 1 year, 10 months
Dørskilt
Karoline, 1 year, 11 months
Halifax
Tor, 2 years
Sony Smartwatch 3 review
Tor, 2 years
Numerikk, takk
Tor, 2 years
Topp tur
Camilla, 2 years, 2 months
50 book challenge
Camilla, 5 months, 2 weeks
Controls
Register

Bergens Tidendes dramatiske tilblivelse

Her en dag spurte Kjelling meg når Bergens Tidende kom ut for første gang. Jeg kunne beklageligvis ikke gi noe helt nøyaktig svar, utover at det står «Anno 1868» i logoen. Det er jo bevis nok i seg selv, men ettersom jeg for øyeblikket praktiserer i BTs arkivavdeling, skulle det ikke være noe vanskelig å gi et utfyllende svar. Så etter å ha funnet frem en narkosak fra åttitallet til noen som ville ha dét, tok jeg en tur til 1868. Der kom jeg over den festligste og minst PFU-vennlige avisartikkel jeg har sett i mitt liv.

Første utgave av Bergens Tidende kom, korrekt nok, ut med brask og bram i 1868. Året før, antageligvis i desember, gav de ut en prøveutgave, eller reklame-teaser, som vi ville ha kalt det i dag. Den finnes ikke i arkivet, men ting tyder på at den var ganske flott og flashy for sin tid. Så flott at byens to andre aviser, Bergensposten (fra 1854) og Bergens Adressecontoirs Efterretninger (fra 1769), fryktet for sitt publikum. Bergensposten gikk over fra ukentlige utgivelser (som var det vanlige dengang) til dagsavis (som var ganske avansert dengang) den første januar. Bergens Adressecontoirs Efterretninger oppgraderte samme dag layout og innhold (blant annet ved å trykke nyheter i tillegg til annonser, tolltakster og skipsrutetider). Og dette kunne jo ikke BT-redaksjonen sitte stille og se på: Allerede den andre januar, tidligere enn planlagt, utkom BTs første dagsutgave. Tar jeg ikke helt feil, førte denne nye myriaden av aviser til at avisselgerne, de gateguttene med sixpence og sprettert, måtte oppgradere til armbrøster for å kunne slåss ordentlig om de beste hjørnene, hvor de kunne stå og gaule.

BTs første utgave bestod av fire sider, altså ett brettet ark, hvor de innledningsvis beklager at avisen ikke er like stor og fin som prøveutgaven. Dette fordi den ikke hadde lykkes i å innbringe tilstrekkelig med abonnenter og annonsører på så kort tid. Men så snart de oppnår «en større Støtte i det averterende Publikum», kan avisen love, skal de igjen finne fram den store trykken, og også fortsette føljetongen som ble innledet i prøveutgaven. Så den som vil vite hvordan den slutter, burde mase litt på slekt og venner.


Første nummer av Bergens Tidende – Handels- og Advertissementsblad,
Torsdag den 2den Januar 1868.


Men, spør man seg, hva var så BTs aller første sak? Bergens første nyhet? Jo: Etter en liten tekst om hvor bra avisen skal bli når de bare får flere abonnenter, er så og si hele resten av utgaven viet til ett tema: Hvor dårlig Bergensposten er! Og det i særdeles fargerike vendinger. Konkurrenten, som blant annet omtales som «Bergensposten, med sin fulde Pose af urent Mel», anklages for den ene fordervelse etter den andre, og gjennomgående for å være et «Makværk» av en avis. Etter hvert antar de harmdirrende beskyldningene et konspirasjonsteoretisk nivå, hvor Bergensposten skal ha bragt skam og skade over hele byen med sine forsøk på å «kvæle os og optræde som Enevoldsherre i den bergenske Presse». BT lover også å slå tilbake, eller som de selv sier, «bide fra os med de Tænder, vi nu engang have», og ikke å «lægge Fingrene imellem, hvor det gjælder at revse, hvad der er uhæderligt og lavt». Hovedartikkelen avsluttes med «Vi maa optræde strængt og ubøieligt mod Enhver, der bevislig kun drives af Brodnid (søskenhat) og lav Vindesyge til at modarbeide vort Blad. Vi ønske vore Læsere et godt og glædelig Nytaar.»

Og bite tilbake, dét gjorde de. Uten fingrene imellom. Det var artikkel nummer to (som for så vidt fyller nesten hele resten av avisen) som gjorde det vanskelig for meg å kvele min henrykte latter foran mikrofilmmaskinen. BT har, til sin første utgivelse, slått seg sammen med den gamle omgangsskolelæreren til en av Bergenspostens skribenter, og fått læreren til å kjefte ham huden full! Denne skribenten ved navn Kalle, og hans litterære evner, æresskjelles gjennom en uendelig strøm av den blodigste sjikane, slik kun en ekte, rasende 1800-tallsmagister kunne gjort det.

Jeg går ut fra at teksten nå er løst fra opphavsretten, og at alle involverte er døde og begravede, så jeg tar dermed sjansen på å gjengi den i sin helhet, fordi den er et litterært mesterstykke. (Jeg har tatt meg den frihet å sette enkelte oversettelser i parentes, og siden kanskje ikke alle orker å lese hele denne lange skyllebøtten, selv om de burde, har jeg uthevet de høydepunktene som inntreffer et stykke ut i teksten, og som jeg synes ingen burde gå glipp av.)

Her er: BT nummer én:

«Sendebrev til Bergenspostens «Kale»

Min stakkels, kjære Kale.
            Jeg kan ikke nedskrive dit Navn, uden levende at erindre hin Tid, Du som Dreng sat ved min Side og stavede: Ab eb ib ob ub, ba be bi bo bu. Af alle mine Disciple var Du den tungnemmeste til at fatte Din A-B-C-Bog. Selv da det efter megen Møie var lykkedes mig at lære Dig at læse indenad, strandede alle mine Forsøg paa at faa Dig til at forstaa det Læste og korrekt at erindre det udenad. Med Skrivning og Regning var det endnu værre fat; thi alle Dine Regninger vare gale og Din Stil var da som nu – a la Kale.

Med alt dette var Du dog en god Dreng, og jeg elskede Dig som en Søn. At du var tungnem og svak av Forstand, var jo ikke Din Skyld, thi «Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt.» Snild og troskyldig var Du som et Faar, og forsøgte Du Dig i Spiloper, vare de altid saa tossede og uskadelige, at man istedenfor at revse Dig, blot kunde smile over Din megen Dumhed.

Herre Gud, hvor du ligner Dig selv endnu i mange Stykker! Det var mit Raad, at Du – om Du nogensine slap frem for Præsten – skulde sættes i Smedelære; thi med al Din Dumhed kunde du blive en flink Grovsmed og et godt Menneske. Men ak, jeg kunde rive mine gamle Øine ud af Sorg over at se, at Du istedet for en flink og ærlig Grovsmed er bleven en saa yerst daarlig Rimsmed, at selv gamle Maren Budeie vilde kunne gjøre Dig tilskamme.

Efterat Du paa min Forbøn endelig var bleven konfirmeret, reiste du bort fra mine Øine, og i lang Tid hørte jeg Intet fra Dig. Gamle Maren Budeie, der altid havde holdt saa inderlig af Dig, fordi Du «paa et Haar» lignede hendes Yndlingskalv, – den hun mistede i dens ottende Maaned –, Maren Budeie talte tidt og ofte med mig om Dig. Det var vort Haab, at Du som Grovsmed slog Dig ærlig gjennem Verden og gjorde al den Nytte med Dine Hænder, som Naturen havde negtet Dig at gjøre med Hovedet.

Men en god Dag faar jeg til min store Forskrækkelse høre, at Du var bleven Student og Kandidat og Lærer ved en lærd Skole. Min Forstand stod ikke ligeoverfor dette Mirakel; men sandt var det, uagtet heller ikke Maren Budeie kunde underkaste sin Forstand et saa ubegribeligt Faktum. «Aa Herre Gud, Skolemester,» sagde hun først, «hvor kan De tro, at selv en gammel Budeie lader sig binde en saadan Løgn paa Ærmet.» Men da hun hørte det var mit Alvor, kunde hun ikke Andet end slaa Hænderne sammen og udbryde: «Ja, er han Lærer ved en lærd Skole, da kunde saamen salig Kalven min ogsaa blevet det, om den havde levet!» Denne Kalven hendes, ser Du, staar hende nu altid saa lyslevende for Øinene, naar hun tænker paa Dig, Kale.

Vi vare begge stolte af Dig og haabede, at Din Dumhed skulde være skjult for Verden; men ak, Du selv vilde det anderledes!

En Dag sendte jeg Maren ned til Landhandleren for at at kjøbe en Spegesild, just ikke for Silden skyld, men Landhandleren er en spøgefuld Mand og bruger altid at vikle Silden ind i det nyeste Nummer af Bergensposten, og Dette kalder han at «lægge Silden i Blød». Han paastar nemlig, at en Spegesild, som ligger fem Minutter i et Exemplar af Bergensposten, bliver saa udvandet at man ikke kan smage den har været i Salt. In parantesis en nyttig Oplysning for Bergenspostens Abonnenter.

Ogsaa denne Gang havde Maren faaet Silden indviklet i Bergensposten og havde begivet sig paa Hjemveien. Men som hun gaar, falder hennes Øine paa Bladet, og «K + a = Ka, l + e = le = Kale», jo ganske rigtigt Dit kjære uforglemmelige Navn, Kale, staar med Sort på Hvidt for hendes Øine og det under Vers. Hun bliver naturligvis nysgjerrig, vikler Bladet op og læser – det forferdeligste Sludder som endnu er bleven trykt. Til mig kommer hun ind med Taarer i Øinene og fortæller «at nu kan hun hilse mig fra han Kale og sige mig, det var Løgn i min Hals, at Du enten er Student eller Kandidat eller lærer ved nogen lærd Skole; thi vel var hun en stakkels enfoldig Budeie, men Saameget kunde hun dog skjønne, at en Mand, der skrev noget saa dumt og daarlig Tøieri (tøv), hverken kunde være lærd eller dannet.»

Jeg tog Bladet, læste det og kjendte Dig øieblikkelig igjen. Det var atter min dumme, indskrænkede og aandsfattige Kale, dog ikke længer min beskjedne troskyldige Dreng, men en naragtig opblæst Person, som, da han ikke kunde finde Skjæven i sin Broders Øie, idetmindste vilde stille Bjælken i sit eget frem for Publikum.

Saa det var paa denne Maade, Du tog Dig min faderlige Formaning – om at blive Smed – ad notam: Du blev Rimsmed, en jammerlig begrædelsesværdig Rimsmed og – Bergenspostens Rænkesmed! Stakkels Kale!

Jeg læste Dine yderst slette Vers med Taarer i Øinene og Skam og Bludsel over Dig. Vel vidste jeg, Du var dum, men at Du kunde være dum nok til at tro at Du var vittig, det havde jeg dog aldrig drømt om! Jeg læste Ord for Ord Dit Galematias eller – da Du holder af av forvrænge Sproget – Kalematias, for om muligt at finde den svageste Antydning af attisk Salt (satire) i Din flaue poetiske «Vasvælling», men ak, mit stakkels Barn, det eneste Salt, der fandtes Spor af, var Saltet af Spegesilden, ægte, rent St. Yves Salt, for rent og for ægte til at spildes paa din aandelige Mødding (søppelhaug).

At Du ikke havde gjort Fremskridt i Læsning og Skrivning, siden Du forlod min Skole, det skulde jeg endnu have tilgivet Dig, – «man kan jo ikke vente mer end tre Mark Talg af en Træbuk» –, men at Du istedetfor Fremskridt har gjort saa store Tilbageskridt, at Dine første Stiløvelser i min Skole vare sande Mesterværker mod det, Du nu ikke skammer Dig for at skrive i offentlige Blade, det er en Skam, som selv Din ubegribelige Dumhed maatte kunde forstaa. Var Dit urimelige Rimeri skrevet som Stil paa min Skole, havde jeg givet Dig Karakteren «ubekvem» på Din Bag.

Hvilke Ord er det, Du har stavet galt og faaet til at hede «tittrede og glittrede»? Efter al den Møie, jeg har havt med at banke A-B-C-Bogen ind i Dit tykke Hoved, skal jeg nu have den store Sorg, at se Dig læse «tittrede» istedetfor kviddrede, og «glittrede» istedetfor glindsede. O, Kale, Kale, Din Dumhed er større, end den kan beskrives.

Hvilke ny Former for Versmaalet er det, Du overrasker Verden med? Skammer Du Dig ikke over Dine haltende, humpende og hinkende Vers? Ser Du ikke, at Dine klodsede Pedes (versefot) hvert Øieblik render om, paa og over hverandre, træder hverandre paa Ligtæerne og hyle og jamre sig saa erbarmeligt, at Dit Haar maatte reise sig sig af Gru, om ikke Ulykken vilde, at Du var skaldet. Et Barn paa 10 Aar vilde skamme sig for at vise en jævnaarig Kammerat, hva Du ikke generer Dig for at byde et offentligt Publikum. Har Du da ikke engang et saa ubetydeligt Atom af menneskelig Forstand i Din Hjerne, at Du kan indse, at Dine metriske Dandseøvelser ere den naragtige Kalvedans, hvor Alt minder om Kalven, men Intet om Dandsen? Ak, min Søn Kale, min Søn, min Søn, hvad vilde Du dog paa den Galei!

Og Du, som skulde være et Lys for Andre, en Ungdommens Veileder og Lærer ved en lærd Skole; – frygter Du ikke for, at Dine Disciple skulle pege Fingre a Dig paa Gaden og raabe: Væ, der gaar han, som skrev det dumme Sludder i Bergensposten; han skal være vor Lærer, og saa er der Ingen i hele Skolen, som skriver saa slette Vers og en saa daarlig Stil som ham selv. Vilde det forundre Dig, om Dine Disciples Forældre fandt, at Du var en daarlig Lærer for deres Børn, naar Du selv ikke engang kan stave rigting endsige læse forrett, men læser kviddrede for «tittrede» og glinsede for «glittrede»? Turde Du beklage Dig over liret (?), om Dine Overordnede fandt, at Din offentlige Prostitution gjorde Dig umulig i en Lærerstilling, og om de derfor anbefalede Dig at frekventere Undervisningen i en Almueskoles Elementar-Klasse, for at Du selv kunde lære at stave, førend Du paatog Dig at lære Andre at læse?

Ak min forlorne Søn, hvad har Du Dig gjort, hvilke Farer og Ydmygelser har Du ikke udsat Dig for ved Din Dumhed?! Men jeg begriber, hvorledes Dette er gaaet til: Din megen Dumhed og Andres Tredsighed og Underfundighed har forledet Dig til dette Skridt.

Da «Bergens Tidende» kom ud, var det rimeligt, at «Bergensposten» fik Brodnidsfeber (søskenhat). Det gjaldt nu at skade og modarbeide den ny Konkurrent, uden at dog den sande Grund stak Publikum i Øinene; men selv var den for feig til at vove sit eget Skind. Da erindrede Bergensposten et Klokkefaar, som fordum græssede paa dens Enemærker, og den resonerede som saa: Kan vi blot faa Klokkefaaret til at bræge ad det ny Blad, vil alle de andre Faar bræge med, og saa er det snart ude med Konkurrenten. Ret, du brægede, men de andre Faar brægede ikke med, de fandt det bedst at tie stille og lade Dig alene tage imot Traktementet for Musikken. Stakkels Klokkefaar!

Lad mig nu, kjære Kale, ikke høre flere dumme Streget efter Dig. Læs flittigt din A-B-C-Bog, og blot aldrig Din grændseløse Dumhed for Publikum oftere ved at vilde være vittig. Jeg mener det godt med Dig, min Søn, og Du staar Dig bedst ved at følge mine Raad.

Maren Budeie hilser Dig og lover at bede for Din Forstand. Hun siger nu ikke oftere, at Du ligner hendes afdøde Kalv; thi hun finder, Du er dummere end Kalven, skjøndt Du forresten ligner den i flere Punkter.

Da Faar, som græsse paa sumpige Steder, meget er udsadt for «Vandfot» eller «Vasfot,» som Bønderne kalde det, og da Tobak skal være et udmærket Beskyttelsesmiddel mod hin Sygdom, sender jeg Dig dette Snus, om Du endnu maatte græsse i Bergensposten. Skulde du ikke faa nyse af det, behøver Du blot at bræge, jeg skal da strax være til Tjeneste med en stærkere Sort.

Gid nu Dit Brev maatte bekomme Dig vel og at jeg endnu maatte faa Glæde af Dig paa mine gamle Dage.

Din faderlige Ven
Hans Hansen Fjeldet
Forhenværende Omgangsskolelærer.»


Nå skal det også nevnes at det ikke er sikkert at Hans Hansen Fjeldet virkelig var Kalles gamle lærer. Oppstusset dreier seg om én bestemt tekst i Bergensposten, som antageligvis angriper Bergens Tidende for dens planer om å komme ut. Det hersket usikkerhet om hvem som skjulte seg bak psevdonymet Kalle, og BT oppfordrer avslutningsvis befolkningen til ikke å igangsette noen lynsjestemning mot «vor agtværdige og hæderlige Lærerstand». Avisen bestrider også Kalles påståtte lærerstilling: «At ingen «lærd Mand» kan have skrevet sammen et saadant Makværk, maa Enhver med noget Skjøn paa Sagen kunde se.» Etter at en bakgrunnssjekk ikke medførte resultater, antydes det at han sikkert nok er en ansatt i Bergensposten, og på kveldstid voksenelev ved «Klosteret» – byens fattigskole.

Men Hans Hansen Fjeldet og hans utbrudd må uansett ha overbevist publikum, for BT vokste jevnt og trutt over hodet på sin motstander. (Jeg må selv innrømme at om BT fortsatt trykte slike tekster, ville jeg ha kjøpt en masse eksemplarer hver dag.) Den 31. desember 1893 gikk Bergensposten inn, og restene (kanskje noen liter trykksverte og en grønn panneskygge) ble overtatt av BT. Bergens Tidende er i dag Norges fjerde største avis, etter Aftenposten, VG og Dagbladet, den distribueres over hele landet, og har en egen TV-kanal.

Navnet Bergensposten ble i 1998 resirkulert som navn på Statsarkivet i Bergens tidsskrift. De har ennå ikke blitt utsatt for grove personangrep fra Bergens Tidende.
Camilla likes this

Comments

B,  24.05.07 23:37

Skrivekløe?

Are,  25.05.07 00:51

Ha ha ha, utrooooooolig bra! Fantastisk underholdende. Takk for at du brakte dette mesterverket ut av arkivet og opp hit. Det kan ikke råde noen tvil - enkelte ting var faktisk bedre før.
Camilla,  15.08.10 17:37

Fantastisk! Hvorfor har jeg ikke sett denne tidligere?
Slike innblikk i gamle aviser er strålende underholdning.
Category
History
Tags
fortiden
Bergens Tidende
Views
3259